metamay

Kabel TV - når det hele giver mening

Kabel TV. Altså. Vi har TV2 og TV3 og TV4 og TV5 og TV6, men ingen TV1, og slet ingen TV7.
TV2 og TV3 er danske, TV4 er svensk og TV5 er fransk. TV6 kan være ligemeget lige nu... Danmarks "TV1" hedder DR1 og DR2. DR står jo som bekendt for Danmarks Radio, men hvis man vil høre radio hedder det P1, P2, P3 og P4 (som i virkeligheden er P1) hvor P står for Program, selvom det vel strengt taget burde hedde Kanal eller sådan noget. Programmer er jo det der bliver sendt på/fra/gennem kanalerne... Men hvad ved jeg.
En anden dansk TVkanal hedder DK4, ikke at forveksle med TV4 som jo er svensk. TV2 og DR2 har heller intet med hinanden at gøre. TV2 er også navnet på en dansk rock-gruppe men de er ikke så tit i fjerneren. Vi har også 3+, som er i familie med TV3 (og TV6). For at gøre forvirringen total er vi velsignet med TVdanmark1 og TVdanmark2 som i øvrigt sender præcis det samme (2 sekunder forskudt, lidt spænding skal der jo være) det meste af dagen.

Det sjove starter først når man har fået kodet alle de hersens kanaler ind på sin remote... Min egen DR2 ligger f.eks. på nr 7 og på samme måde med de andre. Så når nogen foreslår at skrue over på "2eren" kan man jo kun stille spørgsmålet "hvilken 2er??". Derfor er vi allesammen nødt til at tale meget mere. Hvor man før kunne nøjes med at sige 1 eller 2, er vi nu på det nærmeste tvunget til at udtale hele kanalens navn.
"Tee-vee-too" eller "dee-kåå-fii-ree" eller endnu værre: "animal planet"!

Hvad kan det ikke ende med? Mennesker kan umuligt være skabt til at tale så meget, en skønne dag er der en eller anden der skal udtale navnet på en ny kanal med et endnu længere navn og vedkommendes tunge falder af og ned i en spand med radioaktivt affald. Dernede ligger den så i et par år og muterer, får ben og arme og en kæmpe mund fyldt med skarpe tænder. Og så vokser den sig 800 gange større og begynder garanteret at kravle omkring og grynte. Pludselig er der et par japanere der ser den fra deres altan og dør af skræk. Den lærer at svømme og snart har den lagt hele Asien øde og bevæger sig vestpå...

Men det - som man siger - er en helt anden historie.