metamay - rundbold

Rundbold - endnu en perle fra digtsamlingen

Rundbold. Hvad kan få græsset til at gro bedre, mere overbevisende? For der er vel en mening med flaskerne i baghaven? Hvem har ellers sat dem der? Hvor rundbolden svæver opad bliver græsset kun grønnere og fugle i badekåber kan lige nå at være med. Hvis lyset blev lyserødt gik vi ofte til bageren. Han havde mange flasker kan I tro, det var helt iorden. Foråret lokkede snefnug væk og billerne bjæffede som ænder. Andemor og Andefar vandrede på grusstien som så mange gange før, og Lokkelille blev ædt i en suppe så klar som en sommerdag.

Hvad er facit? Findes der en åkande eller er det bedrag? Alle de spørgsmål, og de fleste kan besvares med et eneste ord. Rundbold. Her er stille efter oprydningen. En lystfisker taber sit bånd i vandet og får en sten på krogen. Hvad han ikke ville gi for en sildemad. Men løgene er skyllet ud og han går hjem med hængende ører. Bare det var torsdag tænker han og drømmer forbavset om et træ. Det hiver rødderne op og falder sukkende omkuld som var det et sidste forsøg. I græsset står flaskernde endnu.

De havde ikke så meget som set på den store bunke hele ferien, selvom de havde taget alle forholdsregler. Der kom ikke noget ud af låget og de kunne heller ikke dreje mere. De var fortabte med mindre der skete noget. Og det gjorde der. Overraskelsen kom flaksende fra venstre og de smed hurtigt deres flasker op på ladet. Bageren var med. Han vidste godt hvad det handlede om. Rolige, gispefarvede marker ligger som skrat på en ugle. De græd af glæde. Drengen hoppede elegant i søen, og druknede i den larmende morgen, hvor lyset skiftede farve og bageren holdt vejret: Er det mon nu? Ænderne prøver at svare men bliver standset af galskab. De kom ikke længere. Markerne forsvinder hurtigere mens græsset visner igen og jeg kalder på min rundbold. Rundbold, Rundbold hvor er du?

De svajende træer vidner om mange nye forsøg. Du skal ikke gå længe med stivnede ben, for de kan let saves af med hviskende brandfare. Bladene revner. De opdager først nu, at flaskerne ikke hører til i måneskinnet. De flår dem ind og tankerne flår med, for ude bag søen kan kun træerne klatre tilbage i sikkerhed. Billerne er en evig kilde. Svigter flydende bobler. Som æg.

Nu var der ikke flere breve. Kassen var tom og den store bunke forsvandt mellem deres fingre, så klæbrigt og væsentligt at det er svært at tro. Jeg ser det ikke selv, og nu klarer jeg op: Derude i ruskende ærlighed findes grusstien stadig! De ser hvor jeg peger og bliver selv forladt, grinende og svedende. Tromler alt ned.

Græsset kan gro igen, men det er svækket af andre lege, langt herfra. Et træ bliver atter stejlt som vinden, lyst som kridt i bævende angst. De er lettede. Går over bakken med salt i håret og henter deres tasker, lader fanen blive hvor den er. Jeg giver ikke meget for den samling, og kan mærke at hunden er tilfreds. Det smitter og hun går i stå. Fremmed. Fremmed og skulende i sin spådom. Hunden logrer. Den er tilfreds.